1. Med sorgen og klagen hold måde,
Guds ord lad dig trøste og råde,
lad hjertet i sorgen ej synde,
ved døden vi livet begynde!
2. Vi indsvøber liget med tåre
og lægger det stille på båre,
men svøbet og båren betyder,
det slumrer, til dagen frembryder.
3. Lad hjerte og øje kun briste
og legemet lægges i kiste,
den time ej borte skal blive,
da Herren det kalder til live.
4. Hvad før var al ynde berøvet
og blandedes ganske med støvet,
en lysende bolig skal være
for sjælen i Himmerigs ære.
5. Se, kornet i jorden den sorte
det synes så visselig borte,
men atter sin spire det skyder,
i gyldneste grøde frembryder.1
6. O jord, vi en gave dig skænker,
med gråd i dit skød vi den sænker,
en dyrebar sæd du modtager,
vi derfor dig kalder Guds ager.
7. En sjæl i den støvhytte bo’de,
en sjæl, som på Frelseren tro’de
og længtes med håb mod det høje,
med Gud og hans glæde for øje.
8. Du, jord, må nu legemet gemme,
Gud vil det dog ikke forglemme,
men pryde det dejligt med ære
til evig hans billed at bære.
9. Ja, Herre, når tiden er omme,
da kalder du fluks dine fromme
fra striden i verden til freden,
fra hvilen i graven til glæden.