kærlighed er livets rod,

derfor er Guds råd så milde,

derfor er Guds Ånd så god,

som vor frelser har forklaret,

Ånden selv os åbenbaret,

som vi føler i Guds fred

og det håb, vi trøstes ved.

2. Kærlighed er livets krone,

kærlighed er lysets glans,

derfor sidder på Guds trone

Jesus nu med strålekrans;

han, som lyset er og livet,

har for os sig selv hengivet,

bliver i og lever ved

Guds, sin Faders, kærlighed.

3. Kærlighed er Lovens fylde1
og fuldkommenhedens bånd,2
den er, hvad vor Gud vi skylde,
den er frugten af hans Ånd;
derfor med Guds-kærligheden
vokser op om kap Guds-freden,
vorde skal vi og ved den
ét med sjælens bedste ven.

Indlægget Kærlighed er lysets kilde blev først udgivet på Sangbogen.

vil ej med dronninger bytte,

holder sig dog ej selv for god

til den brøstfældigste hytte;

hvor hun har sæde, får hun magt,

yndig hun er i hver en dragt,

dejlig som duggen i perler.

2. Kærlighed selv er nådens rod,

roden i Himmerig inde,

derfor til nådens frugt fuldgod

magen er ikke at finde;

frugten har smag af roden sød,

frugten er sød i liv og død,

sødest i saligheds-glæden.

3. Kristendom er Guds nådes ord,

skænker os lyset og livet,

nåde dog kun på nåden tror,

som har os synden tilgivet;

nådeløs barm er skilt fra Gud,

tro er for den et lovens bud,

nåden et ord, den ej kender.

4. Gud være lovet! I hvert bryst,

som har sig ikke forhærdet,

lyder bekendt dog nådens røst,

trøster hvert hjerte forfærdet;

mødrenearv fra Paradis

er os Guds nådes håb og pris,

moderlighed er dens billed.

5. Hver gang vi bad vort Fadervor,

følte vi dybt i vort indre,

nåden vil høste, hvad den sår,

vil ikke nøjes med mindre;

nåde og sandhed i dit bryst

mødes de må, om nådens røst

skal som Guds-barnet dig røre.

6. Ligne vor Fader ejegod,

som sig af hjertet forbarmer,

som, når vi falder ham til fod,

inderlig rørt os omarmer,

det må vi alle i det små,

det kan vi alle godt forstå,

som har et menneskehjerte!

7. Dertil os hjælper nådens Ånd,

som os vor Herre tilsender,

han har vort hjerte i sin hånd,

han det som bækkene vender,

vender det mildt i Jesu navn,

leder det til Gud Faders favn,

nådens og sandhedens kilde.

Indlægget Nåden hun er af kongeblod blev først udgivet på Sangbogen.

Faderens enbårne Søn,

fødtes af en jordisk moder,

podet ind i Adams køn,

og med himmelsk broderskab

liv og blod for mig hengav,

det er mer, end jeg udgrunder,

himmelsk kærligheds vidunder!

2. Hvor og når og på hvad måde

skal jeg arme synder nu

skønne ret på al din nåde?

Det mig rinder tit i hu.

Gråd og faste, sang og bøn,

det er kun en ringe løn,

men hvad andet kan jeg byde,

som ej du må rent forskyde!

3. Ånden siger med din stemme:

Elsk mig, som jeg elsked dig!

Og jeg godt det kan fornemme,

ret er det i Himmerig;

men hvem kan på denne jord

tale ud et himmelsk ord,

og hos hvem kan da herneden

himmelsk blive kærligheden?

4. Dog, nu skimter morgenrøden

jeg igennem skyer grå:

du mig elsket har til døden

og endnu mig elsker så,

daler med din kærlighed

til mit hjerte ydmyg ned,

så din kærlighed derinde

jeg som min kan forefinde.

5. Aldrig mer jeg vil nu tænke

på, hvad selv jeg gøre kan,

men kun på, hvad du vil skænke

lige god som Gud og mand;

intet kan jeg uden dig,

alt du gøre kan af mig,

når dit ord, som aldrig glipper,

jeg med troen aldrig slipper.

6. Ja, dit ord, hvormed du giver

mig dit eget kød og blod,

i mig var og er og bliver

livets træ med livets flod;

alle Åndens frugter må

skabes for din skyld derpå,

i dem alle som i Eden

vokser, modnes kærligheden.

Indlægget Jesus, at du blev min broder blev først udgivet på Sangbogen.

min hele sjæl til evig ejendom.

Han vejen er og sandheden og livet,

han ned til os med nådens fylde kom.

O, vel mig, Jesus, dig jeg kender,

til dig som Frelseren min tillid sig henvender.

2. Lyksalige de ører, som dig hørte,

lyksalige de øjne, som dig så,

da du dit liv blandt menneskene førte,

du, som for os i døden ville gå!

Men jeg og skal engang med glæde

dit ansigt skue hist i herlighedens sæde.

3. O søde håb, o trøst foruden lige!

din stærke hånd oplod mig Himmelen,

og fra mit bryst tit længselssukke stige

at komme did, hvor du for os gik hen.

O, jeg hos dig skal have livet,

og se den herlighed, din Fader dig har givet.

4. O Jesus, lad mig altid dig tilhøre!

Din Ånd, din kraft vejlede mine fjed,

at sikre trin jeg må på banen gøre

og nå mit mål, en evig salighed!

På dig jeg tror, på dig jeg håber,

thi vist du hører den, som dig med tro anråber.

Indlægget Jeg kender ham, hvem jeg har overgivet blev først udgivet på Sangbogen.

dig af dit guld hovmode,

men på barmhjertighedens vej

dig samle varigt gode.

Ved dødens krav

du sættes af

fra al husholdnings vælde,

du går derned,

hvor usselhed

og rigdom lige gælde.

2. Gud gav dig her de mange pund

til låns, men ej til eje.1

Byg eget hus på arvet grund,

så bor du dog til leje!

Om du var fød

i rigdoms skød,

ved lykkens barm opammet,

Gud fordrer sit,

hvad er da dit,

hvad har du ej annammet?

3. Så brug da verden som et lån

til andres kår at lette;

en skyldig broder her forskån,

gå ej med ham i rette!

Når herregunst

forsvandt som dunst,

og guld kan intet nytte,

det bedre var,

ifald du har

en ven i armods hytte.

Indlægget Du skal i denne verden ej blev først udgivet på Sangbogen.

viser os vor Gud alene

frem for alle ting at tjene

og at ære som en Gud;

intet uden ham at ynde,

ham at elske nat og dag,

intet uden ham begynde,

det er Lovens hovedsag.

2. Deraf og nødvendigt må

følge, som udi en kæde,

at vi skal vor næste glæde

og til hånde gerne gå;

hvad man nu sin Gud vil yde,

som det ikke har behov,

dette skal vor næste nyde

efter kærlighedens lov.

3. Dette bud om kærlighed

stod i Adams hjerte skrevet,

blev ved synden sønderrevet,

da han faldt i døden ned;

lyst at ville, kraft at kunne

holde Lovens varetægt

gik ved Adams fald til grunde

for den hele Adams slægt.

4. Da nu hele verden lå

under Herrens dom og vrede,

straffen den var også rede,

som der skulle følge på,

da begyndte Gud at tale

om sin egen kære Søn,

som hans vrede skulle svale

for det ganske Adams køn.

5. Har vi ham, som har betalt,

har vi ham, som fyldest gjorde,

da er Lovens trussel borte,

Jesus har det klaret alt;

ja, han selv os kræfter giver

til at følge Lovens bud,

og Gud Helligånd os driver,

så vor gerning sker i Gud.

Indlægget Loven er et helligt bud blev først udgivet på Sangbogen.

for bruden, som vil ej

i verden gå i blinde,

men Jesu fodspor finde,

er stjernelys at prange

i kærlighedens gange.

2. Thi om du kunne end

som højt oplyste mænd,

ja, som en engel tale,

er kærlighed i dvale,

da er din tro ej andet

end boblerne på vandet.

3. Og havde du forstand

så dyb som havets vand,

ja, tro, som kunne fælde

de allerstørste fjelde,

det dog for intet skattes,

hvor kærligheden fattes.

4. Den sande kærlighed

af ingen vrede ved,

vil gerne ringe være,

kan dog de svage bære,

er nidkær, stærk og vældig,

dog tålig og lemfældig.

5. Usømmeligheds sti

går kærlighed forbi,

den søger ej sit eget,

forbitres ej, hvor meget

man den end slår og plager,

den efter fred kun jager.

6. Den håber alle ting,

den tåler alle sting,

den tror, når alle truer,

den slukker alle luer,

den kan sit scepter bære,

dog hver mands sko-visk være.

7. Den sande kærlighed

af ingen ende ved;

når tro og håb er omme,

og vi til Himlen komme,

skal kærligheden brænde

først ret og uden ende.

8. O Jesus! lad mig så

din kærlighed forstå,

at hvad jeg foretager,

af kærligheden smager,

at alt mit liv må være

din kærlighed til ære!

Indlægget Den ypperligste vej blev først udgivet på Sangbogen.

da må den til din fjende nå;

at du er mild, når han er vred,

det er en kristen kærlighed.

2. Den lærdom er så besk og sur

som døden selv for vor natur,

det synes alt for tungt og svart

for Adams flintehårde art.

3. Ja, ser vi til vor egen magt,

da er man let i harnisk bragt

og finder ingen kraft imod

den gamle Adams olme blod.

4. Lad hjertet komme ind i bod

og smelte hen i Jesu blod!

Da bliver Kristi milde sind

i sjælen dejlig prentet ind.

5. Når vi ved troens lys og brand

vor Jesu hjerte finde kan,

at han for sine mord’re bad,

da de kun stod og lo derad,

6. når vi besér i hjertens grund

de mange svare syndens pund,

som Gud så gerne os forlod

for Jesu pine, død og blod,

7. når Ånden gør os dette klart,

da tændes udi sjælen snart

den stærke kærlighedens brand,

at man sin fjende elske kan.

8. Så luestærk er kærlighed,

den slår al verdens aske ned

og drager sjælen ind til Gud,

da lærer vi det femte bud.

9. O, lad mig hjertens inderlig,

min søde Jesus, elske dig

og komme dine vunder nær,

så får jeg nok min fjende kær!

Indlægget Skal kærlighed sin prøve stå blev først udgivet på Sangbogen.

hvor er den fæl og sur og mørk!

Had, vrede og misundelse

har dækket verden som en sne;

man næppe mer at nævne véd

den broderlige kærlighed.

2. Men det er ret det tegn, hvorpå

de kristne altid kendes må,

at de indbyrdes og især

hverandre haver hjertekær;

på dette visse mærke man

vor Jesu brødre kende kan.

3. Hver gren af Jesus har sin kraft,

dog ikke lige megen saft,

som forskel er på sted og tid,

på hvers forfarenhed1 og flid,

dog er de alle ét i Gud

og følger kærlighedens bud.

4. I bygning sættes sten på sten,

de bliver alle som til én,

de store jævnes med de små,

at de mod ild og vand bestå;

så samles alle frommes sind,

og vies til Guds tempel ind.

5. O Jesus, du, som kom herned

at stifte fred og kærlighed,

udbred dit rige vidt og bredt,

forbind os alle ret til ét,

at vi med dig og dine må

til evig tid i samfund stå!

Indlægget Hvor ser det ud i verdens ørk blev først udgivet på Sangbogen.

og i hans åsyn ynde få,

når alle hjerter knyttet er

udi ét sind og ét begær:

at elske ham og blive ved

at vandre frem i kærlighed.

2. Hvad er vort væsen, om vi ej

går kærlighedens rene vej

og broderligt hinanden vil

al velment troskab byde til

med sligt et hjerte og attrå,

som Gud stod hos og så derpå?

3. Bort, vrede, skændsord, dårlig harm!

I bør ej huses i den barm,

hvor Gud til fred og salig ro

vil, hans velsignelse skal bo.

Bort derfor alt, hvad skade kan

og hindre enigheds forstand!

4. Gid tunge, læber, sind og mund

de kunne ret af hjertens grund

forsage træskhed, list og svig

og gøre sig et Himmerig

ud af den søde venskabs fred

med hver mand, i Guds kærlighed!

5. Guds øje ser dog al vor dåd,

vor tanke, påfund, hjerters råd,

de onde går ham ej forbi

på deres ondskabs skjulte sti,

han også på de fromme ser,

al hjælp og nåde dem betér.

6. Min sjæl, agt derfor lidet om

den trussel, had og vrede, som

dig verdens børn kan lægge på,

det skal så snar en vending få,

gå du kun frem på fredens vej,

og agt al verdens tummel ej!

7. O søde Gud, o, gid jeg må

mit hjerte ved dig dannet få,

at du kan helliges i mig,

til jeg dig ser i Himmerig,

hvor Hellig, Hellig, Hellig da

jeg sjunger med halleluja!

Indlægget Hvor dejlig skal Guds kirke stå blev først udgivet på Sangbogen.