Himlens ære, glans og lyst,

som vor Fader sende ville

os til frelse, hjælp og trøst!

Hvorfor vil så mange sige

nej til nådens Himmerige?

Hvad er verdens lyst som bedst

dog imod din bryllupsfest!

2. Lifligt er det højtidssæde

ved dit eget bryllupsbord;

fred, retfærdighed og glæde

strømmer til os på dit ord.

Dér er bod for alle smerter,

salighed for alle hjerter,

dér i dig så inderlig

liv og sjæl skal fryde sig.

3. Du, som til din bryllupsglæde

nådig kaldte også mig

og anviste mig et sæde,

hvor der end er rum hos dig,

o, lad altid, dig til ære,

mig i troen iført være

sjælens rene bryllupsdragt,

som din Ånd mig selv har bragt.

4. Lover, alle, og tilbeder

den miskundelige Gud,

som til Himmerig os leder

ved sin nådes sendebud,

indtil alle borde fyldes

og med Himlens glans forgyldes,

når vor Herre sejerrig

fører hjem sin brud til sig.

Indlægget Jesus, livets rige kilde blev først udgivet på Sangbogen.

og nåderig mod dine mure træder,

og bedende han taler for din sag.

O, vidste du, hvad til din fred dig tjente,

og hvor din ømme frelsers hjerte brændte

for dig i dag!

2. Brug lys og dag, o sjæl, mens sol er oppe,

og vogt dig for modvillig at tilstoppe

det kildevæld, som i din ørk brød frem!

Foragtet nåde strengelig sig hævner,

kom det i hu, hver gang din tunge nævner

Jerusalem!

3. O Jesus! lad de tårer, som du fældte,

mit sovende og hårde hjerte smelte!

Min andagt skal i dag opsamle dem,

og Åndens dug min andagt skal velsigne,

og så skal ej min sidste skæbne ligne

Jerusalem!

Indlægget Jerusalem! i dag din konge græder blev først udgivet på Sangbogen.

2. Den vej han lydigt ville gå.

Han havde jo et mål at nå.

Og ingen fjendes vold og list

ham standsed eller gav ham frist.

3. Men råbte én: »Du Davids søn,

forbarm dig, hør en tiggers bøn!«,

det standsed Jesus på hans vej,

han kunne ikke sige nej.

4. Det er vor trøst i liv og død:

han rørtes af en tiggers nød.

Og alt vort håb er gemt deri:

han kunne ikke gå forbi.

5. Det er den sande kærlighed,

der målet vil og vejen véd

og dog må standse ved at se

sin næstes nød, sin broders vé.

Indlægget Ét vidste han om vejen frem blev først udgivet på Sangbogen.

Guds nådes kald så vide,

hans store vingård åben står,

mens dagens timer skride;

han kalder altid fler og fler,

mod aftenstund han til dem ser,

så er det lønningstide.

2. De, som på arbejd årle kom,

som Herren lod oplede,

som bærer dagens byrde om,

vansmægter i dens hede,

de venter større løn at få

end de, først Herren kaldte på

en stund, før sol var nede.

3. Men Gud, som er på nåde rig

foruden mål og ende,

den sidste gør den første lig

og giver så til kende,

at gerning ej fortjene kan

sin del udi Guds Himmel-land,

hans nåde det skal sende.

4. O Gud, hvad er dog al vor dåd,

vor tanke og vor tale,

vort anslag og vort hjertes råd,

når skønnest vi dem male?

Når du os i dit lys beser,

da er vort guld kun ringe ler,

hvoraf så højt vi prale.

5. Dog, Jesus Krist, vi venter på

vor del i Herrens glæde,

den skal vi vist af nåde få

for Herrens stol og sæde,

for, Jesus, din retfærdighed

og døden, som for os du led;

det er vor tro og glæde.

Indlægget Fra verdens morgenstund udgår blev først udgivet på Sangbogen.

som ej godt og ondt forstå,

i hvis mund ej findes svig,

just til dem er Himmerig;

deres sjæl er i Guds hånd,

de bedrøver ej Guds Ånd,

laster ej hans ledebånd.

2. Født af kødet er dog kød,1

frugt af synd og frø til død,

fødsel kun af vand og Ånd

løser synds og dødens bånd;

kun i den oplukker sig

ved et ord vidunderlig

døren til Guds Himmerig!

3. Bærer da de små til ham,

som borttog vor synd og skam,

som har livet i sin hånd,

døber med den Helligånd,

har fra døden dyrekøbt,

har i sine klæder svøbt

hver, som tror og bliver døbt.

4. Jesus kalder ad de små,

hvo tør dem i vejen stå?

Sønnen i sin Faders navn

åbner dem sin frelserfavn,

lukker til sit Himmerig

for enhver, som bryster sig,

vil ej være barnet lig.

5. Fader, Søn og Helligånd,

led de små i troens bånd,

gå du selv med dem i pagt

imod synds og dødens magt!

Gem dem i din Guddoms-favn,

før dem frelst til fredens havn,

saliggør dem i dit navn!

Indlægget Kommer hid kun med de små blev først udgivet på Sangbogen.

2. Kilden er én, og floden med,

er end småbækkene mange,

engene er ved flodens bred

alle de skønne græsgange;

kilde og flod er dåbens ord,

engene er vor Herres bord,

føden er kærligheds fylde.

3. Jesus han er den hyrde god,

som haver hjorden til eje,

dyrt har han købt den med sit blod,

sanket på vildsomme veje;

driver sin hjord han op og ned,

altid med staven »Liflighed«1

vogter han flokkene sine.

4. Tidernes løb er sent og sært,

hyrdernes tid synes omme,

dog har os tidens fylde lært,

senest den bedste kan komme;

hyrden, som spået soleklart,

kommer igen med lynets fart,

himmelblå ere hans telte.

Indlægget Hyrden er én, og så hans hjord blev først udgivet på Sangbogen.

kærlig som en moders bøn:

Vender om i hver en alder

nu med den vildfarne søn!

2. Hver en sjæl på veje vilde,

som vil træde i det spor,

skal Guds faderrøst den milde

møde brat i nådens ord.

3. Han, som elsker os så såre,

møder os ved første skridt,

kysser bort hver bitter tåre,

trøster os med åsyn blidt.

4. Klæder ny og gyldne ringe

er den lykkeliges pryd;

sangen toner, harper klinge,

stemte ens til glædskabs lyd.

5. Himlens sang og strengelege,

højtidsfryd i livets land,

hvem må de ej sødt bevæge

til omvendelse på stand!

6. Vend da ryg af al din styrke

til Guds fjendes herlighed,

det er løgn og død og mørke,

som hvert synderhjerte ved!

7. Vend dit blik fra skyggedale

til Gud Faders herlighed,

efter evig sandheds tale

dér er liv og lys og fred!

8. Da gør du Guds engle glade,

da er og din lykke gjort;

af sig selv for dig oplade

sig Guds hus og Himlens port.

9. Selv sig åbner sundhedsbrønden,

dækkes salighedens bord,

og din Hel-sot, som er synden,

læges ved Guds nådes ord.

10. Og din længsel, som er livet,

evig sikkert, evig sødt,

mættes af, hvad han har givet,

som kan ånde liv i dødt.

11. Holde vil din sjæl i live

Jesus, trods al død og brøst,

og som han er, du skal blive,

er ej det en salig trøst!

Indlægget Hører I, vor Herre kalder blev først udgivet på Sangbogen.

aldeles kastes om,

Gud vil det selv bekrige

ved Jesu magt og dom.

Han skal evindelig

med al sin magt beskæmmes,

ja, ved Guds finger tæmmes

og hånlig pakke sig.

2. Om han end mund og mæle
med sine Helved-bånd,
tilsnøre kan og kvæle,
dog kan vor Jesu hånd
hans knuder løse snart,
at og den stummes tunge
skal tale og udsjunge
Guds lov med Himmel-art.

3. Sin fæstning må han rømme

og skamfuld vige bort,

Gud holder ham i tømme

og gør ham stien kort.

Hans Helved-våben må

ej sjælen skade gøre,

Gud kan ham dem afføre,

han agter dem som strå.

4. O Jesus, o, du kender,

hvor ofte Satan dog

min fæstning hart berender 1

at bringe mig i åg.

Hvert lem og ledemod

han træskelig bestrider

og ind ved synden glider

i mine ben og blod.

5. Nu vil han tungen binde,

den Gud ej prise skal,

nu vil han øjet blinde,

at jeg i mørkheds dal

ej nådens lys skal se.

Nu døver han mit øre,

jeg ej Guds ord skal høre

at lindre sjælens ve.

6. Jeg dagligdags vil gøre

et hjertens fodefald

og ligge Gud i øre

med bønnesuk og kald,

at han med Jesu blod

mig daglig vil bestænke

og Satans magt forkrænke2

og ruske den fra rod.

7. Gud bør og ene have

mit hjertes hele bo.

Kom, Jesus, tag den gave,

og styrk mig i din tro!

O Gud, mig selv bered,

og åbne så mit øre,

at jeg dit ord kan høre,

min sjæl til salighed.

Indlægget Så skal dog Satans rige blev først udgivet på Sangbogen.

2. Vil du dette ene tage,

søg det ej på denne jord,

lad, hvad jordisk er, tilbage,

søg det oppe, søg det, hvor

at Guddom og manddom forenet sig finde,

og hvor al fuldkommenheds fylde er inde,

dér, dér er det ene nødvendige ret,

dér, dér er min ene, mit alting i ét.

3. Som Marias hjerterødder

søgte denne ene skat,

da hun sig ved Jesu fødder

fuld af længsel havde sat,

hans tale var liflig i hjerte og øre,

hun ville så gerne hans villie høre,

hun smagte den sødhed, i Frelseren lå,

han ene for hende var alting at få.

4. Sådan længes jeg med smerte,

søde Jesus, efter dig;

lad dig finde i mit hjerte,

overgiv dig dog til mig!

Og ville end mange til verden sig vende,

så vil jeg dog efter dig løbe og rende,

du haver det evige saligheds ord,

i dig al fornøjelses herlighed bor.

Indlægget Et fornødent er; det ene blev først udgivet på Sangbogen.

2. Dengang vor Herre gik synlig omkring,

kaldte på alle de trætte:

Kommer og slår om Guds nåde en ring,

da får I hvilen den rette!

utak han fik mod al ret og skel,

til han på korset blev pint ihjel.

3. Men hvor han banker på port og på dør,

altid med ordets guldhammer,

dér kommer glæde, som aldrig kom før,

ind i de mildes lønkammer;

dér går til hjerte med englelyd

nåden og freden med Himlens fryd.

4. Fuglen har rede, og ræven har grav,
sneglen bær’ huset på ryggen;
verdsligt vor Herre har intet deraf,han har dog livet og lykken,
deler dem ærligt med hver, som tror:
Ånden og livet er i hans ord.

Indlægget Fuglen har rede, og ræven har grav blev først udgivet på Sangbogen.